Fjällbacka ligger næsten midt mellem Strömstad og Uddevalla, og er et af de ældste kystsamfund i Tanum kommune. Her finder I charmerende skure på havnen og tætbeliggende træhuse, der står på samme sted i dag som for over 100 år siden. Man forstår, hvorfor filmstjernen Ingrid Bergman vendte tilbage til netop dette sted sommer efter sommer i 1950’erne. I Fjällbacka kan I vælge mellem rent strandliv, tage børnene med på rideture, leje kajakker for at udforske skærgården på nært hold eller prøve tempofyldte minispeedbåde. Bjerget, der rejser sig bag den lille by, Vetterberget, er en spændende udfordring, og har I blik for detaljer, vil I kunne genkende istidskløften Kungsklyftan, som et af de steder, der filmen Ronja Røverdatter blev optaget. Fjällbacka er velegnet som base for udflugter, og i højsæsonen er der gode busforbindelse til Hornboreby, Tanumstrand og Nordens Ark. Vikingebyen Hornboreby ligger lige syd for Hamburgsund og lokker med aktiviteter, som tovning af uld, bueskydning og brødbagning ligesom i gamle dage. De mindste vil elske husdyrene, som går frit omkring på området og helt sikkert det store vikingeskib, der ligger nede ved vandet.
Tanumstrand: På solrige dage er Tanumstrand et attraktivt rejsemål; her ligger et af Sveriges mest kendte badesteder med bl. a. vandland, bassiner, grotter, udendørs swimmingpool og et særligt børnebassin. Yderligere aktiviteter som ponyridning, børnedisco og arrangerede skattejagter holder børnene beskæftiget fra tidlig morgen til sen aften. Er I interesseret i dyr, er Nordens Ark, bare små 20 km. fra Fjällbacka, et spændende sted at besøge. Nordens Arks vision er at øge gæsternes generelle bevidsthed om de truede dyrearter, og i løbet af den næsten 3 km. lange spadseretur i de flotte naturomgivelser kan I opleve alt fra eksotiske dyrearter til de mere kendte nordiske husdyr.
Fakta om Fjällbacka
Antal lystbåde-områder i havnen: 4.
Antal bådpladser: 225 + pladser efter nærmere anvisning.
Vanddybde: 1,5 - 5 m.
Afgifter (2003): 10 m: 100,- SEK pr. døgn, 10-12 m: 120,- SEK pr. døgn og skib: 240,- SEK pr. døgn.
Elektricitet: 25,- SEK pr. døgn.
Bad: 5,-. SEK
Brændstof: Ved kajen.
I nærheden finder I: Butikker, udendørs servering, restauranter, telefon, handicapvenlig servicebygning med
bad, toilet, sauna og vaskemaskine.
Seværdigheder: Ingrid Bergman statuen, Vetteberget med Kungsklyftan, båd- og cykeludlejning, tennis og golf.
Kontakt:
Fjällbacka Gästhamn (havnekontoret)
450 71 Fjällbacka
Tlf: 0046-525-31043
Læs mere om Fjällbacka Gästhamn her